La Dolce Vita - September in Rome | September i Rom

The English edition of this post is available on my new blog a dusty olive green. Click HERE to go directly to the post.

(Nedenstående tekst var oprindeligt skrevet til Politikens Verdenblog) 

Jeg elsker september i Rom.

September er måneden, hvor alt starter op på ny efter en lang sommer med alt for høje temperaturer og en storby, der i vidt omfang lukker ned, tømmes for italienere og fyldes op med turister, der af alle steder i verden vælger at holde deres sommerferie i Rom med alt hvad dette indebærer af besøg i Colosseum og Vatikanet- i 40 graders varme!

Når vi når til september er jeg klar til at lægge sommeren bag mig og gå efteråret i møde. Så elsker jeg efter arbejde at gå en tur gennem Villa Borghese og ned gennem byen og bare nyde den romerske stemning og helt fantastiske duft. For ja, Rom har sin egen duft. Den er der ikke hele tiden, men kommer pludseligt, f.eks. mens man går der på corsoen en sen eftermiddag. Så føles alting helt fantastisk og man stopper op i fem sekunder og glæder sig over, at man valgte at følge sit hjerte og bosætte sig i denne verdens smukkeste by.

Jeg bliver aldrig træt af Rom. Jeg elsker, at her er smukt næsten uanset hvor jeg kigger hen, om jeg befinder mig i det historiske centrum eller i Roms forstadskvarterer, så kan jeg altid finde noget charmerende. Jeg elsker spontaneiteten, at man hurtigt kan samle nogle venner til en afslappet middag, uden at man nødvendigvis skal koordinere kalendere tre uger i forvejen. Alting er lidt mindre højtideligt, lidt mere her og nu.

Rom er ellers ikke nogen nem by at leve i. Her kommer bussen, når den kommer, og ikke når den skal. Boligpriserne er høje, lønningerne er lave. Unge italienere bor ganske rigtigt ofte hjemme, til de bliver gift, men modsat hvad mange tror, så skyldes det sjældent magelighed. De unge har ikke råd til at flytte hjemmefra og er ofte ganske afhængige af deres familie. Man må ikke glemme at begreber som SU, kontanthjælp, pasningsgaranti osv. er ganske ikke-eksisterende i Italien.

Om end det er blevet bedre i de senere år, er det italienske bureaukrati stadig en udfordring. Det pudsige er, at man jo vænner sig til det, man lærer at væbne sig med tålmodighed, forvente det værste og håbe på det bedste. Man husker at medbringe en bog til ventetiden, og så minder man sig selv om, at tingene jo altid lykkes i sidste ende - det tager bare lidt længere tid.