Den jødiske ghetto i Rom er altid et besøg værd. Her er smukt, ingen trafik, fyldt med restauranter og masser af mennesker, men først og fremmest er her en helt utrolig stemning og atmosfære. På bænkene sidder ældre damer og mænd, jødiske børn løber rundt og leger på pladsen, når de da ikke pendler ind og ud af cafeerne, tydeligt hjemmevante. At vi befinder os i et helt særligt kvarter af Rom er tydeligt. Her kender alle alle, og den jødiske kultur er tydelig overalt i gadebilledet i form af israelske flag, unge og ældre mænd med kalot, mindesmærker fra anden verdenskrig, den smukke synagoge og så alle kosher restauranterne og ditto butikker. Et af de bedste og hyggeligste koshersteder i ghettoen er cafeen Kosher Bistrot Caffé, som ligger på et hjørne midt i det hele. Her kan du sidde ved træbordene udenfor og nyde en kop kaffe (med sojamælk!) eller du kan tage for dig af retterne, når det er aperitivotid, og lækkerierne lines op indenfor som buffet. Her er masser at kigge på, og kommer du forbi til frokost eller middag er her også rigtig gode muligheder for at spise en let ret. Alt er tilberedt i henhold til de jødiske kosher-principper, hvilket bl.a. betyder at her ikke bruges ost og mælkeprodukter i retterne.
Via Santa Maria del Pianto 68/69. T. +39 06 6864398 www.kosherbistrotcaffe.com
