about

Om bloggen

Jeg elsker Rom. Jeg er forelsket i byen og nyder dens skønhed og charme hver eneste dag. Jeg har boet i flere europæiske storbyer, men ingen anden by har formået at få mig til at føle den kærlighed, som Rom er i stand til. Og det på godt og ondt. For Rom er ikke nogen nem by at bo i.
Jeg har ønsket at tage dig med på en tur, hvor du præsenteres for mine yndlingssteder: cafeer, restauranter, vinbarer, butikker, parker, kunst og arkitektur, gader og stræder... 


Jeg tager dig med rundt i det historiske centrum men også med ud til de mere lokale kvarterer i Rom, til steder, man som almindelig turist ikke normalt falder over tilfældigt. Mit mål er at få læserne ud, hvor romerne bor, hvor det romerske bliver rigtig romersk, hvor turismen er glemt, og hvor der er masser af spændende steder at udforske. 

Det er mit håb, at denne blog kan medvirke til at give et bredere billede af det Rom, som romerne og jeg selv elsker og lever hver dag. Jeg har valgt at udelukke traditionelle turistattraktioner og i stedet koncentrere mig om de steder, der er en del af romernes liv og hverdag. Med andre ord steder man kommer, når man bor i byen. 

Som man siger:

"When in Rome... do as the Romans do". 

I højre side af bloggen finder du en indholdsfortegnelse fordelt efter kategorier og kvarterer. Alternativt kan du bruge søgefunktionen på siden til at finde et specifikt sted. 

Om mig

Jeg er nok mere forelsket i steder end de fleste andre mennesker. Det er min opfattelse, at vigtigheden af byer og de bånd, vi knytter til dem, er stærkt undervurderet af alt for mange mennesker. Jeg tror, at hver eneste by har sin egen sjæl uafhængigt af, hvem den er befolket af, og jeg ved med sikkerhed, at man kan forelske sig (og jeg mener bogstavelig talt forelske sig) i en by.


Jeg er fra København og pt. bosat i Firenze. Jeg er uddannet cand.ling.merc. i italiensk fra CBS og arbejder som statsautoriseret translatør og tolk i italiensk. Jeg har været bosat i udlandet, hovedsageligt i Rom, det meste af mit liv, siden jeg var 19 år. 

Du er altid velkommen til at skrive til mig på b.brondsted@gmail.com hvis du har spørgsmål eller kommentarer til bloggen.


Tekst og foto på My Sweet Rome er copyright Birgitte Brøndsted.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...